Mads Rye

BIOGRAFI

Jeg er figurativ, realistisk maler. Jeg maler olie på lærred. Siden jeg var ganske ung, har jeg først og fremmest malet portrætter. Og så længe jeg husker, har jeg været fascineret af de gamle mestre og deres teknikker.

 

Jeg er selvlært. Har aldrig modtaget en times undervisning. Det lyder måske flot og imponerende. Det er det ikke. Det er faktisk rigtigt dumt. Men som ung havde jeg ingen anelse om, hvor jeg kunne lære at male som “i gamle dage”. Havde jeg haft en læremester, havde jeg sparet megen tid og mange kræfter og været mange frustrationer og ærgrelser foruden. Derfor er det mig også en stor fornøjelse at undervise i portrætmaleri og se, hvor hurtigt mine elever når frem til resultater, de ikke selv troede mulige, når blot de går frem efter en hensigtsmæssig metode og med de rigtige materialer.

 

Jeg har tit tænkt på og drømt om, hvordan det havde været, hvis jeg havde være født for århundreder siden. Dengang, hvor et ungt menneske med et nogenlunde talent kunne få plads som lærling hos en mester, efter mange år blive svend og med lidt held engang blive den mester, der hyrede nye lærlinge for at lade de gamle teknikker og hemmeligheder blive ført videre. Og når jeg så tænker på, hvor meget kunst, der blev fremstillet dengang, bliver jeg helt svedt. Når jeg ser en bygning som for eksempel Frederiksborg Slot, hvor der næppe er en kvadratcentimeter, der ikke er monteret med gyldenlædertapet, udskæringer, stuk, forgyldninger, gobe-liner, malerier. Ja, bare det at gå og kikke op på lofterne og tænke på, hvor mange timer, dage og år, kunstnere og kunsthåndværkere har ligget på ryggen på stilladser med kalk, støv, og maling i øjnene – det lader mig til-bage med kæmpe ærefrygt og respekt for mine fortidige kollegaer.

 

Men tilbage til virkeligheden. Det er ikke min mission at male som i gamle dage. Jeg prøver at male moderne portrætter af moderne mennesker som et udtryk for den tid, de lever i. Men jeg ønsker, at mine malerier hviler på et solidt fundament, som går dybt ned i generationer af malere før mig.

 

Jeg bruger fotografiet som grundlag for mine portrætter. “Hov! Hvad er nu det” vil mange sikkert tænke. Talte han ikke lige om de gamle mestre og deres metoder. Men fotografiet har, lige siden det blev opfundet, været brugt af kunstmalere. Krøyers malerier er næsten alle udført efter fotogra-fiske forlæg. Den Hirschsprungske Samling har en stor samling af disse fotos. Hammershøj har ikke blot brugt fotoet som forlæg, han har også ladet sig inspirere af de sort-hvide fotos. Husk på, at før fotografiet havde ingen set verden i sorte og hvide farver. Før fotografiet brugte malerne mange opfindsomme hjælpemidler for at fastholde deres motiver på lærreder. Fra starten af renæssancen, hvor man kunne begynde at slibe hulspejle og linser, blev disse flittigt brugt til at projicere motiverne på væg eller lærred. Blandt mange er Caravaggios malerier tydelige eksempler på denne teknik. I huset ved siden af maleren Vermeer boede Hollands dygtigste linsesliber, der senere blev kurator for hans bo. Vermeer har haft et aflukket mørkt rum med linse monteret i væggen, så motivet kunne spej-les på hans væg. Læg mærke til, at de fleste af hans malerier er af nogen-lunde samme størrelse, og næsten alle har et vindue i venstre side. Disse teknikker holdt kunstnerne for sig selv. Ikke fordi de syntes, at det var snyd. Men fordi det var fabrikshemmeligheder, som ikke skulle falde i konkurrenternes hænder.

 

Når jeg arbejder på et portræt, starter jeg med nogle samtaler med mit offer. Det betyder meget, og gør det hele en hel del nemmere, hvis der er en god kemi. Jeg foretrækker, hvis maleriets grundidé opstår i et samar-bejde med den, der skal portrætteres. Jeg kan nogle gange have en idé om motivet allerede inden det første møde, men det sker tit, at vi ender et helt andet sted.

 

Det næste skridt er at tage en serie fotos, hvoraf et eller flere ender med at blive grundlag for maleriet. Så går jeg i gang med at lave en monokrom

 

 

MADS RYE OM AT VÆRE PORTRÆTMALER

 undermaling. Jeg kvadrerer mit foto og mit lærred op, for på den måde at sikre mig, at mine proportioner er præcise. Jeg arbejder på belgisk hør-lærred med oliefarver fra Old Holland – en farvefabrik der kan prale med at være grundlagt i 1600-tallet. Jeg grunder lærredet med grå umbra og maler motivet op i brændt umbra. Det hvide lærred, som mange tror er det rigtige udgangspunkt, blev “opfundet” af impressionisterne, der gerne ville have mere lysende og intense farver. Før det malede man på farver som for eksempel grøn jord, venetiansk rød (Tizian) eller optisk grå. Det hvide lærred er en ny opfindelse.

 

Når jeg så har trukket mit motiv meget detaljeret op i brændt umbra, maler jeg det hele over, men nu i farver. Jeg maler de enkelte områder 98% færdig ved først bemaling. Jeg starter med de områder, der ligger bagerst i motivet. I det område, jeg arbejder på, maler jeg fra de mørke farver op i lyset. Jeg maler vådt i vådt. Jeg har en enkel palet og bruger få farver: Paynes Grey, rød umbra, Neapelgul og Brilliant Yellow Light er altid på min palet. Når hele lærredet er bemalet, går jeg det efter i sømmene. Til sidst har jeg mit offer siddende model for at sikre mig, at jeg har fanget det helt rigtige udtryk. Og før jeg sætter min signatur, maler jeg mit selvportræt et “hemmeligt” sted på maleriet.

 

Det var en detaljeret teknisk gennemgang af, hvad jeg gør. Det har altid irriteret mig, at mine kollegaer både før og nu, forståeligt, har holdt kortene tæt til kroppen. Jeg har tit ønsket mig at være den berømte flue på væggen, der kunne flyve frem og tilbage i tiden og besøge mine kollegaers atelierer. Så nu starter jeg med mig selv. Selvfølgelig foregår der også en hel del overvejelser og spekulationer omkring udtryk og komposition, som kan være svære at beskrive. Jeg bruger utrolige mængder af tid i min lænestol, hvor jeg maler portrættet for mit indre øje. Det er gennem tiden, af ondskabsfulde kollegaer, blevet opfattet som dovenskab og dagdrømmeri.

 

Jeg synes, det vigtigste i mine portrætter er at indfange brudstykker af personens indre. Min tekniske kunnen er uden betydning, hvis ikke det lykkes mig at tilføje en psykologisk overbygning. Den tekniske portrætlighed er kun et fundament til dette. Ligesom jeg forventer, at en klassisk musiker spiller de noder, han har foran sig. Det fascinerende ved musikken og maleriet er den overbygning af følelser, der kan tilføjes. Samtidig er realismen i mit udtryk med til at få beskueren til at tro, at det, de ser, er sandt. Det er det måske ikke altid.