Om

Om portrætter

Biografi

Curriculum Vitae

Om portrætter

Af Mads Rye

Jeg er figurativ realistisk maler. Jeg maler olie på lærred. Siden jeg var ganske ung har jeg først og fremmest malet portrætter. Og så længe jeg husker har jeg været fascineret af de gamle mestre og deres teknikker.

Jeg er selvlært. Har aldrig modtaget en times undervisning. Det lyder måske flot og imponerende. Det er det ikke. Det er faktisk rigtig dumt. Men som ung havde jeg ingen anelse om hvor jeg kunne lære at male som “i gamle dage”. Havde jeg haft en læremester, havde jeg sparet megen tid og kræfter og været mange frustrationer og ærgrelser foruden. Derfor er det mig også en stor fornøjelse at undervise i portrætmaleri, og se hvor hurtigt mine elever når frem til resultater de ikke selv troede mulige, når blot de går frem efter en hensigtsmæssig metode og med de rigtige materialer.

Jeg har tit tænkt på og drømt om hvordan det havde været hvis jeg havde være født for århundreder siden. Dengang hvor et ungt menneske med et nogenlunde talent kunne få plads som lærling hos en mester, efter mange år blive svend, og med lidt held engang blive den mester der hyrede nye lærlinge for at lade de gamle teknikker og hemmeligheder blive ført videre. Og når jeg så tænker på hvor meget kunst der blev fremstillet dengang, bliver jeg helt svedt.

Når jeg ser en bygning som feks. Frederiksborg Slot, hvor der næppe er en kvadratcentimeter der ikke er monteret med gyldenlæder tapet, udskæringer, stuk, forgyldninger, gobeliner, malerier, ja, bare det at gå og kikke op på lofterne, og tænke på hvor mange timer, dage, og år kunstnere og kunsthåndværkere har ligget på ryggen på stilladser med kalk, støv, og maling i øjnene – det lader mig tilbage med kæmpe ærefrygt og respekt for mine fortidige kollegaer.

Men tilbage til virkeligheden. Det er ikke min mission at male som i gamle dage. Jeg prøver at male moderne portrætter af moderne mennesker, som et udtryk for den tid de lever i. Men jeg ønsker at mine malerier hviler på et solidt fundament, som går dybt ned i generationer af malere før mig.

Jeg bruger fotografiet som grundlag for mine portrætter. “Hov! Hvad er nu det” vil sikkert mange tænke. Talte han ikke lige om de gamle mestre og deres metoder. Men fotografiet har lige siden det blev opfundet været brugt af kunstmalere. Krøyers malerier er næsten alle efter fotos. Husk på at før havde ingen set verden i sorte og hvide farver.

Før fotografiet brugte maleren mange opfindsomme hjælpemidler for at fastholde deres motiv på lærred. Fra starten af renæssance, hvor man kunne begynde at slibe hulspejle og linser, blev disse flittigt brugt til at projectere motiverne på væg eller lærred. Blandt mange er Caravaggios malerier tydelige eksempler på denne teknik. I huset ved siden af maleren Vermeer, boede den dygtigste linsesliber. Senere kurator for hans bo. Vermeer har haft et aflukket mørkt rum med linse monteret i væggen så motivet kunne spejles på hans væg. Læg mærke til at de fleste af hans malerier er af nogenlunde samme størrelse og næsten alle har et vindue i venstre side. Disse teknikker holdt maleren for sig selv. Ikke fordi de syntes at det var snyd, men fordi det var fabrikshemmeligheder som ikke skulle i konkurrenternes hænder.

Nå jeg arbejder på et portræt, feks. det jeg lige har malet af Marianne Jelved, starter jeg med nogle samtaler med mit offer. Det betyder meget og gør det en hel del nemmere hvis der, som i dette tilfælde, er en god kemi. Jeg foretrækker at maleriets grundidé opstår i et samarbejde med den der skal portrætteres. Jeg kan nogle gange have en idé om motivet allerede inden det første møde, men det sker tit af vi ender et helt andet sted.

Med Marianne Jelveds portræt blev vi hurtigt enige om at det skulle tage udgangspunkt i hendes professionelle liv, samtidigt med at det også gerne måtte vise hendes store interesse for den danske guldalder, Jeg har malet hende i en jakke med metaltråde indvævet. Som en slags ringbrynje. Hun er klar til “kamp”. Hun viser selvtillid og intelligens. Jeg forestiller mig at hvis hun kommer ind til forhandlinger, vil hendes “modstandere” tænke, at det bliver “en lang dag”. Jeg har malet hendes øjne og ansigt således at ikke kun øjnene, men også hendes ansigt følger beskueren lige meget hvor man prøver at gemme sig.

Det næste skridt er at tage en serie fotos, og ud fra disse, ender et eller flere med at blive grundlag for det endelige maleri. Så går jeg igang med at lave en monokrom undermaling. Jeg kvadrerer mit foto og mit lærred op, for på den måde at sikre mig at mine proportioner er præcise.

Jeg arbejder på et belgisk hørlærred med oliefarver fra Old Holland. En farvefabrik der kan prale med at være grundlagt i 16-hundredetallet. Jeg grunder lærredet med Grå umbra og maler motivet op i Brændt umbra.

Det hvide lærred, som mange tror er det rigtige udgangspunkt, blev “opfundet” af impressionisterne, som gerne ville have mere lysende og intense farver. Før det malede man på farver som feks. Grøn jord, Venetiansk rød (Tizian) eller Optisk grå. Det hvide lærred er en ny opfindelse.

Når jeg så har malet mit motiv meget detaljeret op i Brændt umbra, maler jeg det hele over, men nu i farver. Jeg maler de enkelte områder 98% færdig ved første bemaling. Jeg starter med de områder der ligger bagerst i motivet. I det område jeg arbejder på, maler jeg fra de mørke farver op i lyset. Jeg maler vådt i vådt. Jeg har en enkelt palet. Bruger få farver, Paynes Grey, Rød Umbra. Neapelgul, Brilliant Yellow Light er altid på min palet.

Når hele lærredet er bemalet, går jeg det efter i sømmene. Til sidst har jeg mit offer siddende model, for at sikre mig at jeg fanget det helt rigtige udtryk. Og før jeg sætter min signatur, maler jeg mit selvportræt et “hemmeligt” sted på maleriet.

Det var en detaljeret teknisk gennemgang af hvad jeg gør. Det har altid irriteret mig at mine kollegaer både før og nu, forståeligt, har holdt kortene tæt til kroppen. Jeg har tit ønsket mig at være den berømte flue på væggen, der kunne flyve frem og tilbage i tiden, og besøge mine kollegaers atelier. Så nu starter jeg med mig selv.

Selvfølgelig foregår der også en hel del overvejelser og spekulationer omkring udtryk og komposition, som kan være svære at beskrive.
Jeg bruger utrolige mængder tid i min lænestol, hvor jeg maler portrættet for mit indre øje. Det er gennem tiden, af ondskabsfulde kollegaer, blevet opfattet som dovenskab og dagdrømmeri.

Jeg synes det vigtigste i mine portrætter er at indfange brudstykker af personens indre. Min tekniske kunnen er uden betydning hvis ikke det lykkes mig at tilføje en psykologisk overbygning. Den tekniske portrætlighed er kun et fundament til dette. Ligesom jeg forventer at en klassisk musiker spiller de noder han har foran sig. Det fascinerende ved musikken og maleriet, er den overbygning af følelser der kan tilføjes. Samtidigt er realismen i mit udtryk med til at få beskueren til at tro at det de ser er sandt. Det er det måske ikke altid.